Bibliotekspolitik for Vejle Bibliotekerne

Kultur, idræt og fritidPolitik

Vejle Bibliotekerne - Vækst i menneskers liv

Gennem mere end 100 år har Vejle Kommune haft et ambitiøst bibliotekstilbud. Det vil vi også have fremadrettet. For er der noget, biblioteker kan, så er det at sikre deltagelse, medborgerskab og engagement.

I dag er biblioteker meget mere end bøger. Biblioteker er rum til en samling, men i den grad også rum til forsamling. Hver eneste dag åbner vi dørene på vid gab for alle dem, der måtte have lyst til at bruge os, og uanset deres ærinde, deres uddannelse, eller hvor de er i livet, så er vi klar til at hjælpe.

Vores fornemste opgave er nemlig at leve op til formålsparagraffen, der ganske enkelt lyder, at vi skal sikre ”fri og lige adgang til viden, læring og kulturel deltagelse”. Kort sagt skal vores biblioteker  understøtte mennesker, der er nysgerrige og videbegærlige. Mennesker som vil lære noget nyt, som vil fordybe sig, og som i det hele taget vil tage del i alt det, der er med til at skabe en aktiv og attraktiv  kommune.

Vejle med Vilje er Vejle Kommunes vision. Kultur til Kanten er visionen i vores Kultur- og  oplevelsespolitik. Bibliotekets vision er Vækst i menneskers liv. Derigennem ønsker vi at skabe stærke fællesskaber og stærke borgere.

På vegne af Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune,
Formand Dan Arnløv Jørgensen (K)

Oplevelser og mødesteder

Vi tilbyder alt fra fordybelse til kulturelle oplevelser i et levende rum, hvor mennesker mødes.

Hvert år besøger lige godt en halv million Vejle Bibliotekerne. De låner knap en million bøger, tidskrifter, musik og film. De benytter også de rigtig mange tilbud, vi har, som ikke passer på hylderne - det kan være debutantkoncerter, højtlæsning, debataftener eller andre arrangementer. Mange tusind mennesker strømmer årligt ind af dørene hos Vejle Bibliotekerne. Vi er et åbent mødested for alle borgere, og vi er borgernes nære og vigtigste adgang til læring, viden og kulturelle oplevelser på tværs af alder og  baggrund.

Vejle Bibliotekerne tilbyder tidssvarende og levende rum. Her er der både plads til den stille fordybelse og de større armbevægelser – og vi lytter gerne til, hvordan vi kan gøre det bedre.

Demokrati

At dannes som menneske og være i stand til at tage stilling og debattere med andre er grundstenen i vores fælles demokrati.

Biblioteket er for alle og er derfor garant for fri og lige adgang til information og viden, både om det nære og om den store verden. Det er en kerneopgave for Vejle Bibliotekerne altid at stille relevante  informationskilder til rådighed, både dem man kan bruge derhjemme og dem, man kan bruge på biblioteket.

Biblioteket er et kulturhus. Derfor skal vi leve op til rollen som rammeskaber for det lokale demokrati og vedholdende sikre dannelsen af et robust grundlag for fri meningsdannelse og demokratisk deltagelse – medborgerskab.

Biblioteket er stedet, hvor mennesker kan mødes, udfordre hinanden på holdninger og meninger og debattere åbent. Bibliotekets ambition er at favne bredt gennem alsidige aktiviteter – både i og uden for biblioteksrummet – og sørge for, at der er fri og lige adgang til indsigt.

Kan vi hjælpe?

Biblioteket følger dig gennem hele livet. Derfor er det en af de fornemste roller for fremtidens bibliotek at understøtte livslang læring.

Vi tillader os at mene, at vi kan hjælpe med det meste - eller i hvert fald kan vise dig videre til det sted, hvor svaret kan findes. Hos Vejle Bibliotekerne arbejder vi kontinuerligt med at forbedre vores service, så alle går hjem med en oplevelse af at have fået den nødvendige hjælp. Vi prøver også at hjælpe, når
vi ikke er her – i de timer, hvor der er åbent bibliotek, og du selv kan lukke dig ind.

Biblioteket er til for alle, også for dem der ikke er de store læseheste. Hos os kan du både få hjælp til opgaveskrivning, til at finde rundt i de mange digitale tilbud og meget mere. Hos Vejle Bibliotekerne arbejder vi tæt sammen med skoler, videregående uddannelser og nationale tilbud, der støtter en
nemmere vej til læring.

Relationer og partnetskaber

Relationer og partnerskaber er fundamentet for fremtidens bibliotek. Det åbne bibliotek samarbejder med borgerne og lytter til meninger om bibliotekets udvikling. Biblioteket tilskynder skabertrang,  innovation og flerstemmige perspektiver på den verden, vi er del af.

Vejle Bibliotekerne vil samarbejde med lokalsamfundet og den enkelte borger. Biblioteket skal indgå i partnerskaber, der tilfører værdi for borgerne i Vejle Kommune og samtidig understreger vores rolle som et relevant tilbud med udsyn. Vi samarbejder for at skabe vækst og udvikling for fremtidens borgere.

Udgangspunktet for relationer, samarbejde og partnerskaber bygger på åbenhed og anerkendelse af baggrund, viden og interesser. Målet er at skabe gensidige og meningsfulde relationer.

Ny teknologi for alle

Vi vil være en legeplads, hvor borgerne kan prøve kræfter med ny teknologi. 

Der er opstillet en række nationale mål for, hvordan Danmark skal gå forrest i digitaliseringen. Her skal bibliotekerne i Vejle Kommune være med til at gå allerforrest. Vi gør det allerede på flere områder, både når det gælder vores samling og når det gælder om at være med-oversættere af de nationale strategier på området.

Vejle Bibliotekerne skal være foregangsinstitution, når det gælder digitalisering. Ikke bare når det handler om at kunne navigere på nettet og heller ikke bare, når det gælder om at kunne bruge en smartphone, en PC eller en tablet. Vejle Bibliotekerne skal være et naturligt førstevalg, når det gælder om at afprøve ny teknologi og at slippe nye elektroniske platforme løs. Vi vil i det hele taget være med til at skabe et rum, hvor borgerne kan få lov til at prøve kræfter med ny teknologi, offentlige  digitaliseringsinitiativer og velfærdsteknologi. 

 

Politikken er gældende fra 2017 og frem

Find os

Vejle Kommune

Skolegade 1
7100 Vejle
CVR. 29 18 99 00

Genveje