Handlingsplan for trafiksikkerhed
Vejle Kommune arbejder målrettet på at forbedre trafiksikkerheden. Handlingsplanen beskriver de prioriterede projekter for en mere sikker trafik.
Indledning
- Mål for trafiksikkerheden: Halvering af antallet af tilskadekomne i 2030. Dette giver et delmål om højst 30 tilskadekomne i 2024 på Vejle kommunes veje.
- Vision for trafiksikkerheden: Ingen må blive dræbt eller komme alvorligt til skade i trafikuheld på kommunens veje.
Vejle Kommune har udarbejdet en trafiksikkerhedsplan for perioden 2021-2024, der fastlægger rammerne for de kommende års arbejde med trafiksikkerhed. Trafiksikkerhedsplanen tænkes opdateret hvert 4. år, mens handlingsplanen revideres en gang om året. Nærværende rapport udgør handlingsplanen for 2022.
Hvert år opdateres handlingsplanen med udgangspunkt i eksempelvis nye udviklingsprojekter, gennemførte projekter, borgerhenvendelser mv. Derved gøres arbejdet med trafiksikkerhedsplanen dynamisk, og det sikres, at de projekter, der gennemføres, følger udviklingen i kommunen.
Handlingsplanen indeholder en oversigt over projekterne fra trafiksikkerhedsplanen, samt en vejledende prioritering af disse. Herudover indgår allerede kendte projekter fra forrige trafiksikkerheds-plan i prioriteringen. Handlingsplanen rummer således en oversigt over samtlige relevante trafiksikkerhedsprojekter i Vejle Kommune. I denne rapport er oplistet de 20 højest prioriterede for hver kategori.
Projekterne dækker over bl.a. kampagne- og informationstiltag (samarbejde og planlægningsprojekter) samt konkrete anlægsprojekter. Herudover indeholder handlingsplanen en vejledende prioritering af tværgående projekter. Med tværgående projekter menes projekter, der relaterer sig til hinanden, og hvor der forventes en vis synergieffekt ved at etablere dem samlet.
Status
I 2020 registrerede politiet i alt 45 tilskadekomne og dræbte på kommunevejene i Vejle Kommune. 2020 følger således ikke helt de forrige års positive udvikling med et generelt faldende uheldstal.
Generelt har der i en 10-årige periode fra 2010-2019 været et markant fald i antallet af tilskadekomne og dræbte i Vejle Kommune. Fra 2010 til 2020 er antallet af tilskadekomne og dræbte således faldet med hele 35% fra 69 til 45.
Fortsættes den generelt positive udvikling forventes det, at målsætningen om højst 33 tilskadekomne og dræbte i 2024 kan indfries.

Indsatser i Trafiksikkerhedsarbejdet
Samarbejde og planlægningsprojekter
Projekterne inden for samarbejde og planlægning består af en række planlægnings- og kampagnetiltag. projekterne er en del af de fokusområder, der er udpeget i trafiksikkerhedsplanen. projekterne gennemføres løbende.
Tryk på billedet for at se det i en større version
Trafiksikkerhedsprojekter, samarbejde og planlægning
Anlægsprojekter
Anlægsprojekterne inddeles i 4 grupper.
- Uheldsbelastede lokaliteter kaldes også sorte pletter. projekterne er udpeget, hvor der, på baggrund af de politiregistrerede uheld, er registreret særligt mange uheld.
- Mindre anlægsprojekter består primært af ønsker til øget tryghed og trafiksikkerhed på vejnettet fra kommunens borgere.
- Stiprojekter består primært af ønsker til nye cykelstier og stiforbindelser fra kommunens borgere.
- Skolevejsprojekter består primært af ønsker til øget tryghed og trafiksikkerhed omking kommunens skoler fra elever, forældre og skoleledere samt ud fra trafiksikkerhedsinspektion foretaget af kommunen.
Der er samlet ønsker om gennemførelse af projekter på 145 steder med et samlet anlægsskøn på ca. 779 mio. kr. Priserne er som udgangspunkt beregnet ud fra erfaringspriser fra lignende tiltag.
Kun ved få projekter er der beregnet et decideret anlægsoverslag. Priserne kan generelt påvirkes af talrige forhold, bl.a. om der er særlige krav til fundering, afvanding, lokal afledning af regnvand, belysning, materialernes kvalitet og levetid. Herudover er der ikke medregnet eventuelle udgifter til arealerhvervelse og ekspropriation. Ved gennemførelse af projekterne bør der altid udarbejdes specifikke anlægsoverslag baseret på de konkrete forhold.
Prioritering af projekter
Prioritering af cykelstiprojekter
Prioritering af skolevejsprojekter
Prioritering af anlægsprojekter
Der er udarbejdet prioriteringsmodeller som kan lave en vejledende prioritering af trafiksikkerhedsprojekterne inden for emnerne: Uheldsbelastende lokaliteter, mindre anlægsprojekter, cykelstiprojekter og skolevejsprojekter
Prioriteringsmodellerne for henholdsvis mindre anlægsprojekter, cykelstier og skolevejsprojekter baserer sig på såkaldte multikriterieanalyser, hvor udvalgte hensyn (parametre) vægtes i forhold til hinanden ud fra forholdet mellem effekt og økonomi. Modellerne sikrer, at de projekter, der har den største effekt og de laveste omkostninger, prioriteres højest. Tabellerne nedenfor viser en oversigt over vægtning af parametre og hvilke parametre, der indgår i de tre modeller.
Opsamling på ønsker til anlægsprojekter inden for trafiksikkerhed opdelt på emne. Priserne er ekskl. moms.
Tryk på billederne for at se detaljerede tabeller
Parametre og projekttyper
Prioriteringen af de uheldsbelastede lokaliteter adskiller sig de øvrige modeller ved at bestå af en cost-benefit-analyse og er derfor beskrevet for sig. Prioriteringen følger Vejdirektoratets anbefalinger. I analysen vurderes omkostningerne som tiltaget beslaglægger (cost) over for de sparede udgifter forbundet med trafikulykker (benefits). Vurderingskriteriet er, hvorvidt det pågældende tiltag skaber en samfundsøkonomisk gevinst (altså om de samlede gevinster er større end omkostningerne).
Den tværgående prioriteringsmodel muliggør prioritering af projekter baseret på sammenhænge på tværs af de fire enkeltstående modeller. De sammenhængende projekter prioriteres i forhold til den gennemsnitlige indekserede effekt (0-100) på de omfattede projekter i sammenhængen, hvor det sammenhængende projekt med den højeste gennemsnitlige indekserede effekt prioriteres højest.
I praksis udføres prioriteringen af projekterne i regneark. Der er udarbejdet følgende regneark:
- Faktaark for uheldsbelastede lokaliteter
- Faktaark for mindre anlægsprojekter
- Faktaark for cykelstiprojekter
- Faktaark for skolevejsprojekter
- Regneark med vejledende tværgående prioritering