Kong Gaurs Gård - fra special til almen

Kristina om pædagogarbejdet: ”Det er ikke børnene, som kan være udfordringen”

”Jeg elsker mit arbejde, og jeg kan også godt lide, når det indimellem er udfordrende. Jeg har mod på omstillingen, men med al respekt for, at ikke alle børn trives i almene rammer. Også fordi jeg ved, at vi har PPR bag os med ekstra viden og erfaring, som vi har mulighed for at trække på.”

Kristina Vedel Harreby Andersens ord kommer uden tøven. Hun har netop siddet sammen med en lille, mørkhåret dreng ude ved sandkassen. Drengen legede med de andre børnehavebørn, talte og grinede. Drengen hedder Vincent. Det er under et år siden, han kom til Kong Gauers Gård fra specialinstitutionen Solen. Med et minimalt sprog og sociale udfordringer.

”Jeg tror, det er megavigtigt at tro på, at børn godt kan,” siger Kristina, som er pædagog.

Skal vise vejen

Da Vincent kom ind på Kristinas stue, var der mange udfordringer. Han skubbede og slog, tog legetøj ud af de andre børns hænder og var ufleksibel.

”Han manglede strategier for at være social med andre. Men han var også en glad dreng, som er modig og nysgerrig,” konstaterer Kristina.

Hurtigt dannede den dengang tre-årige dreng en relation til sin primære voksne på stuen, og der blev tidligt lavet handleplaner på de svære ting.

”Det er ikke børnene, som kan være udfordringen. Det er alt det omkring børnene. Vi skal turde tro på, at han godt kan,” forklarer hun.

I dag hjælper Vincent fx til som ”bordhjælper”, han kan deltage i legene på lige fod med de andre og han taler – og griner – som de andre børn. Der er stadig ting, som han stadig har mulighed for at blive skærmet fra – fx kunne det være fredagssamlinger, hvis det betyder, at resten af dagen kan være god for ham. Og han kan få lov at gå fra bordet, før de andre, hvis der er brug for det.

”Det handler også om, hvordan vi voksne kigger på børnene og at vi kan arbejde differentieret. Vi skal møde dem, hvor de er, gå forrest og vise vejen,” siger hun.

Dét, mener hun, er nemlig vigtigt, hvis børnene – uanset udfordringer eller ej – skal udvikle sig. Det samme er fællesskabet.

Fire-årige Vincent løber hen til den gigantiske vandpyt. Han skovler vand op i en stor balje, som han – sammen med sine legekammerater fra børnehavestuen – hurtigt får fyldt godt op. Den skal slæbes hen til den ”vandbane”, de har gravet i sandet. Han taler samtidig. Fortæller de andre, hvad der skal ske. Deltager.

Spoler vi tiden lidt tilbage, så tingene helt anderledes ud. I påsken 2022 begyndte han i vuggestuen på Møllehuset i Børkop. Indkøringen tager lang tid, men i sommeren 2022 bestemmer Vincents forældre sig for, at nu må det gå, som det går.

”Vi bliver ret ofte konfronteret med, at han har slået, bidt, kradset, skubbet eller andet i den dur. Vi hørte, hvad de sagde, men vi ved ikke, hvordan vi skal agere i det,” forklarer Christel, mor til Vincent.

Hård konfrontation

På et tidspunkt får Vincents forældre en besked om, at det er nødvendigt med en snak om Vincents sociale udfordringer.

”Det var hårdt. Så bliver tingene sat i gang med PPR, og der kommer både en psykolog, specialpædagog og talepædagog ind over,” husker Christel.

Vincent er non-verbal på dette tidspunkt. Han siger ingenting.

”Vi forstår ham ikke og har en følelse af ikke at kunne hjælpe. Det er afmagt og frustration, og det har det også været for ham,” siger Christel.

Vincent har en storesøster, men også i hjemmet er der udfordringer på dette tidspunkt. De leger sådan set godt sammen, men når det bliver for vildt for Vincent, tyer han til det fysiske. Det er på et tidspunkt så slemt, at forældrene er nødt til at gøre noget ekstraordinært for at få tingene til at hænge sammen.

”Vi drømte om, at vi skulle være familie sammen, men det virkede at dele os op,” forklarer Christel.

Det ender med, at Vincent bliver tilbudt to forskellige specialtilbud, og efter samtaler med begge steder vælger forældrene, at han skal begynde på Solen i Vinding.

”Vi var sådan lidt: ’Puuuha, er det her, vi er?’

En dejlig sommer

Ikke desto mindre begynder han i januar 2024 i vuggestue i Solen. På det tidspunkt er han to et halvt år gammel. Sproget er stadig meget minimalt. Han kan måske sige ’mor’, ’far’ og ’hej’. Vurderingen er, at han er omkring et år bagud i forhold til sin alder.

I Solen går det bedre, og sommeren 2024 bliver god, husker Christel.

”Lige pludselig står der en dreng, som siger ’hej mor, det er dejligt at komme hjem’. Frem til da har vi ikke oplevet, at han kunne sætte en hel sætning sammen. Det er samme dag, som vi går på ferie.”

Familien har ’den bedste sommer’ sammen, siden Vincent kom til verden. Tingene går godt. Men efter sommerferien bliver familien ringet op. Det er fra Solen. Vincent er blevet for dygtig til at være i Solen, så nu skal der igen være en snak om, hvor Vincent skal være.

Måtte ikke blive kastebold

Meddelelsen var et hårdt slag for Vincents forældre.

”Vi kunne jo godt se fremskridt, men vi syntes stadig, der var langt til, at han skulle ud af Solen. Vi var meget modstandsvillige til at begynde med. Og uforstående. Vi havde ikke lyst til, at han skulle blive kastebold mellem institutioner,” siger Christel.

Efter mange møder og snakke endte anbefalingen at gå på, at Vincent skulle på Kong Gauers Gård i Gauerslund.

”Vi havde ingen holdning til det, for vi kendte ikke stedet,” fortæller Christel.

Det blev starten på mange overvejelser. Forældrene havde nogle gode snakke med Mette-Lise Larsen, daginstitutionsleder på Kong Gauers Gård. I august 2024 bliver de tilbudt en plads til 1. oktober. Det overrumplede Christel.

”Det var for vildt for os. Det var vi slet ikke klar til. Det gik for hurtigt,” forklarer hun.

Bekymringerne om, hvorvidt der er plads til en dreng med Vincents udfordringer fylder. Har de ressourcerne til det? Hvad med de gode fremskridt på Solen, hvor der også var trygt? Det ender med, at de alligevel takker ja til en plads i almentilbuddet med start i november.

”Jeg må bare sige, at vi ikke på noget tidspunkt har fortrudt det siden.”

Kan ikke se det, hvis ikke du ved det

Vincent har stadig ting, han bokser med, men i de 10 måneder, han har været på Kong Gauers Gård, har han udviklet sig meget. Han er kommet i ’kløerne’ på stuepædagog Kristina Vedel Harreby Andersen.

”Jeg så en dreng, som manglede strategier for at være social med andre. Men jeg så også en glad dreng med mod på en hel masse,” siger hun.

Hun havde på forhånd sørget for, at Vincent havde fået en bog med billeder af legemiljøerne og hans nye venner på stuen. Desuden tegnede de andre børn tegninger til Vincent, så han kunne føle, at han allerede havde venner på stedet. Og så gik arbejdet i gang.

”Det er blevet så godt med Vincent, at du ikke kan se, at der skulle være noget med ham, hvis du kommer ind på stuen og skal gætte på, hvem det er,” siger Kristina Vedel Harreby Andersen.

Der er stadig tidspunkter, hvor det kan være svært for Vincent, og der skal stadig lægges planer og strategier, så han kan få den bedst mulige dag. For Christel er det næsten utroligt, at de er nået så langt. Nu kan han gå i leg med sig selv, sætte sig ned og lave et puslespil eller lege med et stykke legetøj i ro.

”For to år siden var jeg overbevist om, at det ville ende med én lang diagnose for ham. Det tænker jeg ikke mere. De fleste ser ham i dag bare som en dreng med krudt i måsen. Og sådan ser vi det også selv,” slår hun fast.

Tilbage på legepladsen ved den gigantiske vandpyt har Vincent fundet en gul plastikskål, som han kan bruge til at fragte vandet fra den store balje videre. Han venter, til det bliver hans tur, stikker skålen ned i baljen og pøser vandet ud i sandkassen. Han smiler, mens vandet fordeler sig ud i de forgreninger, som han har lavet sammen med vennerne.