Munkebjerg

Skovene ved Munkebjerg er kendt for sine storslåede udsigter og særprægede natur, men måske er skovene mest berømt for sine mange smukke bøgetræer.

”Der kan næppe nogen fremmed komme til Vejle og se sig om i dens omegn uden at gøre turen til Munkebjerg, og heller ikke kan nogen Vejlenser næsten være bekendt ikke at have været der. Kom til Munkebjerg - se dig her vel om og lev!”.

- Citat fra Håndbog for Rejsende, Vejle og Omegn, 1882

Skovene ved Munkebjerg ligger smukt i et stærkt kuperet terræn og med en jordbund, der veksler fra ler og næringsrig muld til sand, sten og grus. Her findes en utrolig varieret natur og et flot landskab med store udsigter over Vejle Fjord.

Bøgen, der nok har vokset på skrænterne, siden de indvandrede for omkring 3000 år siden, er nabo til bevoksninger af gran og fyr. Skovene gennemskæres mange steder af dybe og snævre smeltevandsslugter, hvor fine bække med vand risler over sten og stammer.

Vejle Kommune ejer skoven omkring Munkebjerg Hotel og derudover en del større og mindre skovparceller ind mod Vejle by; i alt ca. 140 ha.

Naturen

Nord for Munkebjerg Hotel og østover er et skovområde på ca. 308 ha udpeget som internationalt beskyttelsesområde, også kaldet et Natura 2000-område. Det er bevoksningerne med kristtjørn, taks og stor frytle samt måske også - måske - den lille, sjældne hasselmus, der gør, at denne del af skoven er et særligt bevaringsværdigt naturområde, som Danmark har pligt til at gøre en ekstra indsats for at beskytte.

Taksen kan du se mellem Munkebjerg Hotel og stranden. Den vokser bedst, hvor jorden altid er fugtig. Bevoksningerne omkring Munkebjerg anses for at være de eneste oprindelige og vildtvoksende tilbage i Danmark.
Området blev derfor fredet i 1933. Taksens grene er dødeligt giftige. De røde, bærlignende frø kan dog spises af fugle, der på den måde hjælper taksen til at blive spredt. Der vokser ca. 2000 takstræer omkring Munkebjerg. 

I skovslugterne findes andre sjældne planter, fx orkideerne ægbladet fliglæbe, skovgøgelilje og skovhullæbe. Andre arter, som kun vokser få steder i Danmark, er kæmpestar, bjergmangeløv og otteradet ulvefod.

Også dyrelivet i Munkebjerg Skov er noget helt specielt. Den sjældne og truede hasselmus bygger måske stadig rede i skoven. Det er dog ikke lykkedes at foinde spor efter den i de seneste år men måske lever den stadig herude. Du kan også opleve både sortspætte og huldue i Munkebjerg Skovene.

Populært udflugtsmål

Det første traktørsted på Munkebjerg, Schweizerpavillonen blev bygget i 1878. I 1880 fulgte Munkebjerg Badehotel, og det fik først vejlenserne, siden hen turister og malere til at valfarte til Munkebjerg.

"Munkebjerg-malerne" blev kunstnerne kaldt. Der var ikke tale om en hel koloni i stil med malerne i Skagen, men de kom flittigt på Munkebjerg om sommeren og udførte mange små 'sofastykker' med motiver fra Vejleegnen. Nogle kan ses på Munkebjerg Hotel i dag.

I 1880 sejlede det første dampskib til Munkebjerg med passagerer. Der blev også bygget trinbræt og ventesal ved Munkebjerg Jernbanestation. Sidste gang, trinbrættet blev brugt, var den 7. juli 1967.

Der er ikke langt fra ishuset ved Ibæk til trappen op til toppen af Munkebjerg og hotellet.

Munkebjergtrappen

Fra 1855 kunne man benytte den 218 trin lange Munkebjergtrappe, hvis man ikke ville gå den naturskønne tur ad snoede skovveje.

I 1933 bragte Fritz Poulsen, som var forpagter af Munkebjerg Badehotel, den rullende trappe til Munkebjerg. I 1993 byggede Vejle Kommune og Munkebjerg Hotel en ny trappe af træ.

Fra terrassen på Munkebjerg Hotel kan du i dag nyde den storslåede udsigt og starte din skovtur ned ad
Munkebjergtrappen.

Hent en folder med kort over Munkebjergskoven (PDF)