
Nørreskoven
Nørreskoven er Vejles mest besøgte skov. Her finder du Dyrehaven, fantastiske udsigter, masser af stier og områder til ro, motion og MTB-spor.
Her finder du de ældste skovbevoksninger i Vejle Kommune. Gammel bøgehøjskov er efterhånden
sjælden i Danmark.
Af byens ældste privilegier fra 1327 fremgår det, at Nørreskoven allerede i begyndelsen af 1300-
tallet hørte under Vejle Byfred, som var byens bebyggede område og bymarken omkring
Friluftsliv
Skovhytterne Skovsneglen og Fiskerhuset kan bookes til skoler og daginstitutioner på hverdage. I weekenderne kan du som borger leje hytterne. Læs hvordan på udeliv.vejle.dk.
Du kan gå tur på de afmærkede Kløverstier eller prøve en skovbane, en klatrebane eller cykle på mountainbikesporene.
’Find Vej i Nørreskoven’ er et tilbud til dig, der gerne vil lave sjov motion sammen med børnene - en slags skattejagt og orienteringsløb, der bringer dig gennem hele skoven. Se mere på https://www.findveji.dk/find-ruter/syd-og-sonderjylland/norreskoven

Du finder også en motionsbane i Nørreskoven.
Naturen
Den højstammede bøgeskov huser ikke helt så mange dyre- og plantearter, som de mere varierede blandingsskove. Men i de fugtige dele af Nørreskoven langs vandløbene er der stor variation, og her kan du være heldig at finde sjældne plantearter som orkideen ægbladet fliglæbe, skælrod og gul anemone.
Pattedyr som ræv, grævling og rådyr lever livet her. De har indtaget de stejle skovklædte skrænter og om natten også haverne langs skoven. Vilde dådyr også blevet en del af naturen uden for Dyrehaven.
Dyrehaven
Dyrehaven, et ca. 30 ha. stort indhegnet skovområde med både dådyr- og sikavildt. Den populære gratis have blev oprettet i 1948, så publikum kan færdes mellem dyrene. Flagermus, natugle, huldue og korttået træløber holder til her.

Der er flere smukke udsigter til Vejle Fjord fra Nørreskoven.
Spor fra flere krige
Polakkerskoven i den nordøstlige del af skoven har fået sit navn efter dengang polske lejesoldater gæstede Danmark. De huserede i skoven og gjorde byen usikker under svenskekrigen i 1658-60. Sagnet siger, at man huggede hovederne af lejesoldaterne og lod i alt 23 hovedskaller indmure i nordgavlen på Skt. Nicolai Kirke i Vejle, hvor de stadig kan ses.
Den 2. slesviske krig har efterladt et lille minde på Soldaterbøgen nord for Store Pytsø. På træets bark er indskåret omridset af en østrigsk soldat sammen med årstallet 1864 fra dengang da tyske tropper og deres allierede indtog Vejle i marts 1864.
Anden verdenskrig har også efterladt sig spor i skoven. Skihopbakken tæt på Gyllinghøj
blev lavet i forbindelse med de meget kolde vintre i 1940'erne og bakken er tydelig i terrænet, men fungerer ikke længere som skibakke.
Kulturhistoriske minder
Flere små historiske mindesmærker ligger i den centrale del af skoven. Her er Helligkilden, der langt op i 1700-tallet blev besøgt af syge mennesker på Valborgsdag, 1. maj, og sankthansdag i håb om at det klare vand kunne kurere dem.
I 1905 blev kilden istandsat, men den er sidenhen udtørret. Stendyssen over for indgangen til Dyrehaven på Helligkildevej er en kunstigt anlagt dysse til ære for den arkæologisk interesserede kong Frederik VII, der besøgte Vejle i 1861.