Fælles bil og trailer binder Givskud sammen
Da busserne blev færre, tog lokalrådet i Givskud sagen i egen hånd. I dag har Givskud gasset op for fællesskabet med både delebil og deletrailere

Fra venstre Poul Hansen, Jens Christian Mathiasen og Bjarne Østerlund.

Fra venstre Poul Hansen, Jens Christian Mathiasen og Bjarne Østerlund.
Hvad gør man, når man ikke har bil og der bliver længere og længere mellem busserne?
Det spørgsmål stod lokalrådet i Givskud med tilbage i 2019, da byens kollektive trafik blev ramt af store besparelser.
Svaret blev en delebil.
- Vi ville ikke bare acceptere, at det blev sværere at komme rundt. Vi ville finde en løsning, fortæller Bjarne Østerlund, formand for Givskud Lokalråd.
Sådan fungerer ordningen
Med hjælp fra Arne Vestergaard fra Byens Bil i Ringkøbing blev det muligt at få en delebil til byen. Byens Bil, der har specialiseret sig i at udbyde delebiler i landdistrikter, står for det praktiske som booking, forsikring og vedligehold, mens lokalrådet har sørget for lokal opbakning.
Både frivillige, virksomheder og borgere har bidraget til at få hjulene til at rulle. Fire lokale virksomheder gik for eksempel sammen om at støtte opstarten med 30.000 kroner tilsammen mod en reklameplads på bilen.
Bilen er parkeret på en offentlig p-plads, og brugerne booker den online og får en engangskode til en nærliggende nøgleboks. Prisen afhænger af medlemskab, antal kilometer og timer.
Med hjælp fra byens pedel, Poul Hansen, bliver området omkring delebilen holdt pænt og indbydende. Han er en vigtig del af fællesskabet og sørger for, at alt fungerer. Han holder samtidig øje med, om der skulle opstå problemer.




En stille start
Opstarten var ikke flyvende. Bilen blev lanceret lige inden corona-pandemien, og i begyndelsen var det kun få, der brugte den, men lokalrådet gav ikke op. De satte ind med lokal markedsføring og aktiverede de første brugere som ambassadører.
- Den største udfordring var at få overbevist folk om, at det er en tryg og pålidelig løsning. Det har krævet både tid og vedholdenhed, siger Bjarne Østerlund.
Vedholdenheden har dog givet pote, og i dag er der stor opbakning til delebilen. Den bookes især af gengangere, der har gjort den til en fast del af hverdagen.
- Nogle af brugerne har for eksempel kun en firmabil til rådighed. Så supplerer de ved at booke Byens Bil, når de har brug for privat kørsel, siger næstformand i Givskud Lokalråd, Jens Christian Mathiasen.
Hvis flere booker bilen på samme tid, sørger Byens Bil for at flytte rundt på delebiler fra andre byer. På den måde er der bil-garanti.
- Det gør ordningen meget fleksibel. Det meste af tiden kan det godt løbe rundt med en enkelt delebil, men vores rekord er tre biler på samme dag, siger Jens Christian Mathiasen.
Holder hjulene i gang
Bilen er da heller ikke det eneste, Givskud deler. Gennem flere år har der også være deletrailere i byen.
I dag er der to trailere, sponsoreret af en lokal mekaniker, og de er flittigt brugt. Faktisk er efterspørgslen så stor, at der er en tredje trailer på vej.
- Det er jo ikke hver dag, man har brug for en trailer. Men når man har, er det guld værd, at den står klar her, og at man ikke skal ud og købe én selv, siger Bjarne Østerlund.
Ligesom med delebilen foregår bookingen online. Trailerne er gratis at låne, men man betaler en forsikringspræmie pr. udlån.
Så kører det
I Givskud har ønsket om at finde en løsning ført til noget, der virker i praksis. Delebilen og trailerne bliver brugt, vedligeholdt og værdsat - og har også være med til at inspirere i andre lokalområder, hvor transporten ikke længere kører helt af sig selv. Siden Givskud gassede op for delebilsordningen i 2019, er der for eksempel dukket delebilsordninger op i blandt andet Børkop, Gårslev, Kollemorten, Thyregod og Vonge.
- Det kræver lidt benarbejde i starten, men når først det kører, så kører det, siger lokalrådsformand Bjarne Østerlund.
Fire gode råd til dig fra Givskud
- Find brugerne først: Sørg for, at der er lokale, som har lyst til at bruge bilen – det er afgørende for, at ordningen bliver en succes.
- Tænk i samarbejder: Få en god dialog med lokale virksomheder - fx en mekaniker, bilforhandler eller et autoværksted.
- Undgå interessekonflikter: Vær opmærksom på, om der allerede findes lignende tilbud i området, så I ikke træder nogen over tæerne.
- Vær vedholdende: Det kræver lidt benarbejde i starten – men når først det kører, så kører det.











