Indstil din kandidat til Iværksætterprisen 2026
I hele oktober måned kan du indstille en virksomhed med vækst og stort potentiale til Årets Iværksætterpris.
PressemeddelelsePrisen gives til en virksomhed, som har formået at skabe en lokal iværksættersucces. Vinderen kåres ved Vejle Kommunes nytårskur for erhvervslivet onsdag 7. januar 2026.
Udover prisen modtager virksomheden et kunstværk, en præmie på 10.000 kr. et gavekort til et Connect Denmark Springboard.
Hvis du kender en virksomhed, der fortjener anerkendelse for sin vækst og udvikling, så kan du nu indstille dem som årets iværksætter.
Du kan læse mere om iværksætterprisen og indstille din kandidat på vejle.dk/iværksætterpris.
Lang tradition for iværksætteri
I Vejle Kommune har vi en stærk tradition for at hylde innovative iværksættere der udforsker nye veje til vækst. Erhvervschef Morten Damgaard ser frem til mange gode kandidater til Iværksætterprisen:
"Det er vigtigt at anerkende de mennesker, som begynder fra bunden og gennem hårdt arbejde, innovation og kreativitet skaber succesfulde virksomheder. Deres indsats inspirerer andre, som måske blot mangler den sidste opmuntring til at kaste sig ud i iværksætteri", udtaler Morten Damgaard.
Der etableres mere end 500 nye virksomheder i Vejle Kommune årligt. IRIS Groups analyse af lokale erhvervspræstationer viser, at Vejle er den 14. bedste kommune i landet og 3. bedste i regionen i forhold til iværksætteri og vækstvirksomheder. I Vejle Kommune tilbydes iværksætterne blandt andet personlig sparring, gratis revisor og advokatrådgivning samt muligheden for at indgå i startupmiljøer.
"Iværksætteri er en stor satsning for Vejle Kommune, og vi forsøger bedst muligt at understøtte de
mennesker, som kaster sig ud i at starte virksomhed. Derfor håber jeg også, at vi får en masse gode kandidater, så vi kan hylde det mod, det kræver at starte virksomhed", siger Morten Damgaard.
Kriterier ved udvælgelse af kandidater
Ved udvælgelse af kandidater lægges der vægt på følgende kriterier:
- Virksomheden har CVR-nr. i Vejle Kommune og er etableret inden for de sidste 5 år.
- Virksomheden har præsteret de første gode resultater.
- Virksomheden har f.eks. demonstreret innovationshøjde, markedspotentiale/skalerbarhed og formået at rejse kapital. Det kan være, at virksomheden har sammensat et godt team med de kompetencer, der er brug for i virksomheden, hvilket er et godt udgangspunkt for at lykkes.
- Der lægges vægt på en saglig begrundelse, som underbygges af tal og konkrete eksempler.
Fakta om prisen
Iværksætterprisen uddeles i et samarbejde mellem Vejle Kommune og Vejle Iværksætterfond. En dommerkomite står bestående af fem dommer vurderer i fællesskab. Dommerkomiteen er:
- Repræsentant fra Vejle Iværksætterfond: Direktør Lars Petrowsky, Petrowsky A/S
- Repræsentant fra Vejle Iværksætterfond: Afdelingsdirektør Susanne Skovbjerg, Sparekassen Kronjylland
- Erhvervsrepræsentant udpeget af Vejle Erhverv: Claus Wædeled, WAEDELED Consulting
- EIFO: Erhvervskundechef Jonas Dupont
- Vejle Erhverv, Vejle Kommune: Erhvervschef Morten Damgaard
Prisen uddeles i forbindelse med ’Nytårskur for erhvervslivet’ og den overrækkes af borgmesteren.
Læs mere om Årets Iværksætter Pris og indstille din kandidat på vejle.dk/iværksætterpris
For yderligere spørgsmål
Morten Damgaard Nielsen, erhvervschef, Vejle Kommune.