
Omlægningsplanen for Vejle Kommune næsten i mål
Torsdag den 9. oktober var i alt godt 500 lodsejere mødt op på Engelsholm højskole for at høre nyt fra Vejle Kommunes kommunale trepart.
Pressemeddelelse
Dagens store tema på de to møder var den såkaldte omlægningsplan, der er første bud på, hvordan Vejle Kommune, i regi af den lokale trepart, når målene for reduceret kvælstof og C02 til miljøet. Planen, der skal godkendes politisk inden nytår, giver gode forudsætninger for også at nå i mål med mere og sammenhængende natur.
Den Grønne Trepart er en aftale mellem regeringen, landbrugets organisationer og Danmarks Naturfredningsforening. Målet er at skabe en grønnere retning for dansk landbrug og at skabe bedre rammer for naturen, beskytte havmiljøet og reducere klimapåvirkningen fra landbruget samtidig med en effektivisering af landbrugserhvervet. Ifølge aftalen har kommunerne, i samarbejde med landets 23 lokalet treparter, ansvaret for at drive processen.
Omlægningsplanen for Vejle Kommune
Det helt centrale redskab i at nå målsætningen i den Grønne Trepart er omlægningsplanerne, der skal være færdige og klar til principvedtagelse af kommunalbestyrelsen inden udgangen af 2025. Omlægningsplanen viser mulige projekter for omlægning af landbrugsjord til f.eks. vådområder, minivådområder, lavbundsprojekter, skovrejsning og natur. Selvom det hedder en plan, er det mere korrekt at kalde den en skitse. Den forpligter ikke de lodsejere, der p.t er indtegnet på kortet til at afstå jord. Det er frivilligt om den enkelte vil være med, men vi har nu et udgangspunkt for det konkrete arbejde i forbindelse med de forundersøgelser, der starter lige om lidt.
Mere og sammenhængende natur
Alle parter i Den Lokale Trepart forventer, at der i 2026 kommer mere skov og mere sammenhængende natur med ind i omlægningsplanen, men savner p.t. klarere nationale rammer og målsætninger for, hvordan naturpotentialet bedst integreres i processen.
”Der har hidtil været et meget stort fokus på kvælstof og kulstof i processen, og vi havde håbet på at se mere sammenhængende natur på nuværende tidspunkt i potentialekortet. Det bliver derfor centralt for os, at de muligheder, der naturligt opstår i løbet af det kommende arbejde, også bliver fulgt helt til dørs, så der til slut prioriteres plads til mere skov og sammenhængende natur både i den kommunale og i de lokale treparter”, udtaler Uffe Rømer, formand i Danmarks Naturfredningsforening Vejle.
”Jeg synes der var en konstruktiv dialog under de to møder i Bredsten, som jeg gerne vil kvittere for. Det tegner godt for de kommende forundersøgelser og de konkrete forhandlinger. Vi er næsten i mål med første etape, nemlig at få afgrænset hvilke områder, det giver bedst mening at bringe i spil til de konkrete forhandlinger. Vi har en stor opgave foran os, når det handler om at skabe mere og sammenhængende natur. Men den køreplan vi nu er blevet enige om skaber rigtige gode forudsætninger for også at indfri de mål”, udtaler formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget, Søren Peschardt.
Hvordan er kortet blevet til?
Omlægningsplanen er et potentialekort, der viser områder, hvor der med fordel kan omlægges jord. Potentialekortet er ”dynamisk” og vil derfor løbende blive revideret over de næste år, efterhånden som man bliver klogere på, hvad der kan lade sig gøre i praksis, og hvem der gerne vil være med. De udpegninger, der lige nu udgør potentialekortet er fremkommet dels ved at lodsejere selv har meldt arealer ind, dels igennem en arealanalyse, som Vejle Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og landboforeningerne har udarbejdet i regi af den lokale trepart. Arealanalysen har haft fokus på, hvordan man når flere mål på én gang, herunder bedre fordeling af dyrkningsjorder, sikring af grundvand, havmiljø og sammenhængende natur og klima.
De næste skridt
Når omlægningsplanen er godkendt, går de konkrete forundersøgelser i gang. Forundersøgelsen gennemføres i et samarbejde mellem kommunen, Naturstyrelsen og landbrugets parter, som skal hjælpe lodsejere med at undersøge deres muligheder og ansøge om tilskud.
” Alle i den lokale Grønne Trepart har været indstillet på at bøje sig mod hinanden, og der ligger nu en skitse for den videre proces, når omlægningsplanen er godkendt. Det er frivilligt om man vil deltage i forundersøgelserne, men jeg vil anbefale at man deltager, for det giver dig som lodsejer en god mulighed for at se hvordan din bedrift kan tilpasse sig til den fremtidige landbrugsproduktion, indenfor trepartens ramme”, udtaler Nis Kristian Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening.
Forundersøgelser starter fra 2026. Lodsejerne vil blive kontaktet, inden opstart af de enkelte forundersøgelser. Forundersøgelsen består af en teknisk- og en ejendomsmæssig redegørelse, som danner grundlaget for en egentlig lodsejeraftale. Man kan læse mere om den lokale grønne trepart i Vejle Kommune: Grøn Trepart - Vejle Kommune

