Plejecenter samler generationer til motionsløb i Bevægelsens år

Fredag snørede både børn og ældre løbeskoene i Give. Plejecenter Kastaniehaven havde nemlig arrangeret motionsløb, og det lokkede intet mindre end 140 dagpleje- og børnehavebørn til centret, hvor flere beboere også deltog i løbefesten.

For mange skydes efterårsferien i gang med et løb – og det gælder også for Give.

Fredag den 10. oktober var der nemlig motionsløb på Plejecenter Kastaniehaven, hvor der var gjort klar med to ruter på 200 meter og 800 meter.

Den invitation tog hele 140 dagpleje- og børnehavebørn i mod, og de fik hurtigt selskab af flere beboere fra centret, der gik med eller så på.

Social- og Sundhedsassistent Susanne Uldall var én af medarbejderne, der stod bag motionsløbet på Plejecenter Kastaniehaven:

- Vores motionsløb er efterhånden en tradition. Det vækker altid glæde og begejstring blandt børn og ældre, og så håber vi, at løbet kan bidrage til, at børnene kan lide at komme på plejehjemmet, og de har lyst til at komme igen.

Bagefter løbet var der frisk frugt og kolde vand klar til alle løbere. Motionsløbet på Plejecenter Kastaniehaven er ét af 31 projekter i Bevægelsens år.

På hver sin måde sætter de fokus på bevægelse og fællesskaber før, under og efter DGI Landsstævne i Vejle Kommune.