Vejle Kommune indgår partnerskaber for at få flere unge med i fællesskabet

Vejle Kommune har lanceret Ungeløftet, som er regeringens plan for unge mellem 15 og 29 år, der står uden uddannelse eller job.

Nyhed

Med en bevilling på 12 mio. kr. skal Vejle Kommune de næste 3 år sætte gang i særlige indsatser, der skal hjælpe de unge mellem 15 og 29 år, som har svært ved at finde deres vej ind i arbejdsfællesskabet.

Men kommunen skal ikke gøre det alene. Fundamentet for Ungeløftet bygger på partnerskaber mellem kommune, erhvervsliv og civile organisationer.

Derfor var virksomheder, boligforeninger, væresteder, sociale organisationer og andre aktører inviteret til lanceringen, hvor en stor del af de fremmødte også underskrev erklæringer om at indgå i partnerskab med kommunen om denne opgave.

21.000 unge i kommunen

I Vejle Kommune er der 21.000 unge mellem 15 og 29 år. 21.000 liv. 21.000 muligheder. 

Langt størstedelen gennemfører uddannelse eller kommer i job. Vejle Kommune er dog et stykke fra at leve op til den nationale målsætning om, at 95% af en ungdomsårgang gennemfører en ungdoms-uddannelse. I Vejle Kommune er det 86%, der gør det. 

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) lagde i sin tale vægt på, at kommunen med Ungeløftet skaber partnerskaber, der gør en reel forskel:
- Vi ved, at nogle unge har brug for mere end blot muligheder – de har brug for støtte, for tillid og for nogen, der tror på dem. Ungeløftet giver os nye værktøjer og nye partnerskaber. Det handler om at møde de unge dér, hvor de er – og sammen med virksomheder, civilsamfund og foreninger skabe veje ind i fællesskabet, sagde han.

Lars Løkke har set det selv

Ved lanceringen, som fandt sted i Skyttehuset, lagde Lars Løkke Rasmussen (M) vejen forbi som repræsentant for regeringen.
- At møde den enkelte med tillid og omsorg gør individet bedre i stand til at leve op til de krav og forventninger, vi har som samfund. Det ved jeg, for jeg har selv set det i Løkke Fonden, sagde han med henvisning til sin egen fond, der hjælper unge på kanten af samfundet til at finde deres vej ind i samfundet igen.

Også formand for Arbejdsmarkedsudvalget Rune Bønnelykke (DF) inviterede til alle former for partnerskaber:
- Med et partnerskab skaber vi sammen nye muligheder for unge. Det behøver ikke være stort – måske er det et fritidsjob, en mentorordning eller blot en åben dør. Men det kan gøre verden til forskel, sagde han.

Bag Ungeløftet står regeringen og en række af Folketingets partier. Kommunerne har kunnet søge midler til indsatserne, og alle landets kommuner er med i Ungeløftet.

Ungeløftet er forankret i JOBvejle, og ved lanceringen blev der indgået 35 aftaler om partnerskab.