Foto © Vejledende illustration af Energipark Give

Vejle Kommune ønsker at gentænke processen for Energipark Give

Vejle Kommune samler de to lokalråd, dialoggruppen og Eurowind Energy for at finde sammen om et mere ensartet og helstøbt forløb for projektets indledende fase.

Pressemeddelelse
Foto © Vejledende illustration af Energipark Give

I bestræbelserne på at efterleve nationale klimakrav og -målsætninger har Vejle Kommunes byråd taget en principiel beslutning om placering af tre vedvarende energianlæg i kommunen. Et af de områder ligger på Giveegnen. Her ønsker danske Eurowind Energy at etablere Energipark Give med plads til vindmøller, solceller og biogasanlæg i ét af deres hidtil største projekter.

Desværre oplever de involverede parter, at det, der i foråret 2025 blev igangsat som en samlende proces for alle berørte borgere, lokalsamfund, foreninger og virksomheder, ikke har den ønskede effekt.

"Vi har i Vejle Kommune valgt at stoppe op for at gentænke processen. Jeg oplever blandt andet, at flere borgere mangler klare svar og derfor føler sig utrygge. Det gør stort indtryk. Det er et komplekst projekt, hvor informationsdeling samt forståelse for projektets faser og ikke mindst muligheder er yderst vigtigt. Vi ønsker derfor at stoppe kortvarigt op for at sikre, at alle har den samme viden og indsigt i projektet. Udviklingen skal ske på et oplyst grundlag og ikke på rygter og misforståelser," siger Michael Sloth, direktør for Teknik & Miljø, Vejle Kommune.

Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati har tidligere givet økonomisk støtte til arbejdet med at binde projektets mange processer sammen. Forløbet er ikke gået helt som forventet, og derfor har Vejle Kommune nu valgt at samle aktørerne for at gentænke projektets næste fase.

"Lige nu oplever vi ikke et fælles fodslag i Thyregod-Vester. Nogle er utrygge i forhold til, hvad der skal ske med deres område. Nogle er optaget af en eventuel kompensation. Men vi skal også som byer og lokalsamfund sammen finde ud af, hvad vi ønsker af projektet. For eksempel vil Thyregod være interesseret i at få nye boliger og tilsagn om nye byggegrunde, når huse skal fjernes fra projektområdet. Er der andre faciliteter og tiltag, som kan gøre os attraktive i fremtiden? Den del vil vi gerne have skruet op for i den næste fase," siger Bjarne Boysen, formand for Thyregod-Vesterlund Lokalråd.

Den holdning bakkes op af Give Udviklingsråd.

"Vi ser spændt frem mod udviklingen af Energipark Give, men vi trænger alle til at få vejret lidt ned igen. Det er et stort udviklingsområde, som både ændrer landskabet og særligt berører dem, der i dag bor tæt på vindmøllernes eller biogasanlæggets mulige placeringer. Det skal vi finde ordentlige løsninger for sammen og ikke hver for sig," siger Jette Nielsen, formand for Give Udviklingsråd.

Vejle Kommune anerkender dialoggruppens store arbejde for at understøtte og udbrede fælles forståelse og fælles løsninger blandt borgerne. Det har vist sig at være yderst komplekst og krævende, og Lasse Bak Egelund, der er repræsentant for Styregruppen i Dialoggruppen Energipark Give, mærker blandt andet, at der flere steder glemmes at tænke i hele lokalsamfundets fremtid.

"Det er et fornuftigt træk, at Vejle Kommune vil tættere på processen for at sikre, at alle parter føler sig trygge. Vi støtter i den forbindelse en kort pause for at samle alle op, men vi vil gerne understrege vigtigheden af, at vi efterfølgende hurtigt genoptager arbejdet. Fremdrift er afgørende for lokalområdet," siger Lasse Bak Egelund.

Claus Just Pedersen, projektmanager hos Eurowind Energy, siger:

"Vi bakker op om at samle brikkerne igen. Vi erkender, at det er et meget stort projekt, som kræver gennemsigtighed og meget dialog. Vi er klar til at gå med i at udarbejde en ny proces, der hænger bedre sammen, og som skaber større tryghed."

Hvad sker der nu?

"Vi ved, at mange ønsker en hurtig afklaring på deres fremtid, så derfor vil vi også bestræbe os på at skynde os, men ikke hurtigere, end at flere er med. Når vi er det, kan vi igen bevæge os samlet fremad og skræddersy en proces, der hverken splitter samfund eller afvikler dem. Om vi skal have et nyt stormøde, eller på anden vis få alle tilbage til projektbordet igen, det ved vi ikke endnu. Vi melder noget ud snarest i forhold til, hvad næste skridt bliver," siger Michael Sloth.

Kontaktpersoner

  • Lasse Bak Egelund, repræsentant for Styregruppen i Dialoggruppen Energipark Give, lasseegelund@gmail.com, 30297587
  • Bjarne Boysen, formand for Thyregod-Vesterlund Lokalråd, mail@TVLokalraad.dk, 24643663
  • Jette Nielsen, formand for Give Udviklingsråd, jn@bcd.dk, 20115454
  • Claus Just Pedersen, projektmanager hos Eurowind Energy, cjp@ewe.dk, 96703024
  • Michael Sloth, direktør for Teknik & Miljø, Vejle Kommune, mislo@vejle.dk, 20446970