Hjælp fisken - Håndter dit spildevand og algerens korrekt
Vidste du, at vand, der havner i vejristen, ender i vores natur uden at blive renset?
Når vi hælder sæbevand fra bilvask, malingsrester, algerens, olie eller andre kemikalier i vejristen, ender det ofte helt urenset i vores vandløb, søer og fjorde. Dette skyldes, at 2/3 af Vejle Kommunes kloakerede områder er separatkloakerede. Det betyder, at regnvand og spildevand er adskilt. Der er altså ét rør til regnvand og ét rør til spildevand. Det, der ender i vejristen, renses ikke, men ledes direkte ud i vores vandløb, søer og fjorde sammen med regnvandet, og påvirker flora og fauna negativt.
Korrekt håndtering er lettere end de fleste tror, for faktisk er der kun ét hovedbudskab:
Hæld kun regnvand eller rent vand i vejristen.
Sådan hjælper du fisken
For at hjælpe fisken og sikre renere vandløb i vores kommune, skal du gøre følgende:
- Hælde dit spildevand (det beskidte/forurenede vand) i enten din håndvask eller dit toilet - ikke i vejristen. Når du gør det, kommer det forbi et renseanlæg, før det ender i vandmiljøet.
- Vaske din bil i en vaskehal, så olie og tungmetaller bliver opsamlet.
- Lægge dit farlige affald fx maling, terpentin, afløbsrens, afkalkningsmidler eller andre kemikalier i den røde kasse til farligt affald eller aflevere det på Vejle Kommunes genbrugspladser.
Hvordan håndterer du algerens korrekt?
- Der er i Danmark kun få godkendte produkter til at bekæmpe alger på dit tag. Du skal huske at kræve af firmaet, der udfører opgaven, at det skal anvende det godkendte produkt.
- Følg anvisningen på de produkter, du vil anvende til at rense havemøbler, fliser mv. Rester af vaskevand skal hældes i håndvasken eller toilettet.
Så brug hellere hovedet end risten. Hjælp fisken - det betaler sig!