
Rådgivning til veteraner
Har du været udsendt i en international operation, eller er du pårørende eller rådgiver til én, som har?
Veterankoordinatoren gør det nemt for dig
Veterankoordinatoren er din personlige bisidder, budbringer og brobygger i forhold til kommunen.
Det betyder, at du som veteran kan få viden og personlig rådgivning af en person, der kender alt til de tilbud og muligheder, som du kan have glæde af.
Du kan bl.a. få råd og vejledning om arbejde og sundhed samt muligheder for støtte til dig og din familie.
Hjælp til veteraner, pårørende og rådgivere
Både veteraner og deres pårørende kan få hjælp. Rådgivere til en veteran kan også få hjælp.
Veteraner er personer, der har været udsendt i en eller flere internationale operationer. Det er for eksempel soldater, politifolk, beredskabsfolk, frivillige i Hjemmeværnet, piloter, præster, sømænd, læger, sygeplejersker og frivillige i nødhjælpsorganisationer.
Godt at vide
Sådan får du kontakt til veterankoordinatoren
Du kan vælge at ringe eller skrive, hvis du ønsker vejledning af vores veterankoordinator.
Hvis du vælger at ringe, kan du være anonym. Hvis du skriver en e-mail, kan du ikke regne med at være anonym, men vi behandler selvfølgelig dine oplysninger fortroligt.
Som veteran eller pårørende kan du f.eks. kontakte os, hvis du:
- er i tvivl om, hvordan du kan komme tilbage på arbejdsmarkedet
- er bekymret for, hvordan dine børn trives
- har helbreds– eller afhængighedsproblemer, du ikke har talt med nogen om
- har svært ved at være sammen med mange mennesker ad gangen
- føler dig isoleret fra omverdenen
- generelt oplever, at du ikke får den hjælp, du har brug for