Kursus til dig med depression

Vil du gerne opnå indsigt i egen sygdom, møde andre i samme situation og få redskaber til at håndtere hverdagens udfordringer? Så er vores gratis depressionskursus måske noget for dig.

Hvad er en depression

Depression er en tilstand, hvor man i længere tid føler sig meget nedtrykt, træt og uden lyst eller energi til ting, man normalt ville kunne klare eller glæde sig over.

Det er mere end bare at være ked af det eller have en dårlig dag. Når man har en depression, hænger den tunge følelse ved i uger eller måneder, og den kan påvirke:

  • Følelserne (tristhed, tomhed, håbløshed)
  • Tankerne (negative tanker om sig selv og fremtiden)
  • Kroppen (søvnproblemer, manglende energi, ændret appetit)
  • Hverdagen (svært ved at passe arbejde, skole eller sociale relationer)

Man kan sige: “Depression er som at gå rundt med en tung rygsæk, man ikke bare kan lægge fra sig – den påvirker både tanker, følelser, krop og det, man kan overskue i hverdagen.”

Hvad får du ud af at deltage på et kursus:

  • Gennem undervisning og dialog får du værktøjer til at håndtere og mestre din depression.
  • Du får en større indsigt i, hvad der sker for dig som menneske, når du har en depression og hvad du kan gøre, for at handle anderledes i dit eget liv.
  • Du får viden og øvelser til, hvordan du kan bruge naturen til at håndtere depressionen. 
  • Du får medkursister til at dele dine erfaringer med.
  • Du får personlige samtaler med en fagperson med fokus på dine udfordringer og handlemuligheder. 

Hvordan får du en plads på kurset?

Du skal henvises af din egen læge for at kunne deltage på kurset. 

Men har du spørgsmål til kurset, så er du meget velkommen til at kontakte Anne Johansen.

For at være sikre på, at kurset er det rette for dig, inviteres du til en samtale med en af underviserne forud for kurset.

Undervisere

Undervisere på kurset er en sygeplejerske, en psykolog og en fysioterapeut. 

Tid og sted

Depressionskurset holdes løbende. 

Det næste hold starter i december 2025.

Vi inddrager naturen mest muligt. Derfor mødes vi onsdage kl. 11-14 i en spejderhytte i Grejsdalen i Vejle og fredage kl. 10-12 i Sønderskoven i Vejle. 

Hvor lang tid varer kurset

Kurset varer ca. 14 uger, hvor vi mødes 14 gange.

Desuden er der personlige samtaler med en af underviserne. 

Du kan komme på kurset, hvis:

  • Du er over 18 år og bor i Vejle Kommune.
  • Du har let til moderat depression
  • Du har et ønske om at arbejde med dig selv og din situation.
  • Du kan indgå i en gruppe, da kurset er gruppebaseret.

Pris, transport og tolkebistand

  • Tilbuddet er gratis for dig som bor i Vejle Kommune.
  • Du skal selv sørge for transport til og fra kurset.
  • Det er ikke muligt at få tolkebistand.

Har du spørgsmål til kurset, så er du velkommen til at kontakte:

Sundhedsafdelingen