
170 nødbatterier sikrer de mest sårbare, hvis strømmen går
Hvis strømmen går, skal hjælpen stadig fungere. Derfor har Vejle Kommune indkøbt 170 transportable batteripakker, der kan holde livsvigtige hjælpemidler i gang i op til tre døgn.
Pressemeddelelse
Vejle Kommune investerer i 170 batteripakker, der kan sikre strøm til sårbare borgere i op til tre døgn ved strømafbrydelser. Tiltaget styrker beredskabet på plejecentre, i hjemmeplejedistrikter, i botilbud og hos borgere i eget hjem.
Batteripakkerne placeres på alle plejecentre, i de 15 hjemmeplejedistrikter, i kommunens botilbud og hos 42 borgere i eget hjem, der er afhængige af blandt andet trykaflastende madrasser og medicinkøling. I Vejle midtby – hvor risikoen for strømsvigt ved oversvømmelser er størst – placeres desuden ekstra batterier.
”Vi tager ansvar for de borgere, der er mest afhængige af strøm i hverdagen. Med de nye batteripakker styrker vi vores beredskab markant, så vi kan sikre tryghed og nødvendig pleje – også når strømmen svigter,” siger Rune Bønnelykke, formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune.
De nye batteripakker kan blandt andet holde en trykaflastende luftmadras kørende i tre døgn, sikre strøm til elektroniske vendesystemer og holde medicin kold i op til fire døgn. På plejecentrene sikrer batteripakkerne også, at borgere kan bruge hjælpemidler som lifte og andet udstyr.
”Tryghed handler også om at kunne stole på, at hjælpen er der, når noget uventet sker, og det er helt afgørende for mig, at vi skaber tryghed for de borgere, der er allermest afhængige af vores hjælp. De her batteripakker betyder, at alle kan føle sig sikre,” siger Sara Bek, forperson for Voksenudvalget i Vejle Kommune.
Batteripakkerne er en del af en samlet styrkelse af kommunens beredskab, der også omfatter opdaterede beredskabsplaner og en ny koordinerende stilling. Investeringen på cirka 450.000 kroner finansieres inden for Senior- og Voksenudvalgets rammer, og batterierne forventes leveret inden sommeren 2026.

