
Frivillig Fredag sætter deltagerrekord
Der var rift om pladserne til dagens fejring af Vejle Kommunes mange frivillige ildsjæle. Mere end 300 deltagere havde fundet vej til DGI Huset for at fejre Frivillig Fredag, og dagen bød på både fællessang, glade prisvindere, speed dates og underholdning af Anders Bircow.
Pressemeddelelse
Det nye Frivilligråd var klar, de to nye værter var klar, de 300 gæster var klar, og kl. 15 gik det langt om længe løs til dette års Frivillig Fredag i DGI2 Huset i Vejle.
”Jeg har virkelig glædet mig til at være her i dag sammen med alle de seje frivillige, der giver så meget af sig selv til så mange. Vi har gang i noget rigtig godt her i Vejle Kommune, og det varmer helt ind i hjertekulen at se så mange glade mennesker her i dag, siger Sara Bek,” forperson for Voksenudvalget i Vejle Kommune.
De otte nominerede til årets to Frivilligpriser ventede i spænding, og efter kaffe, kage og en række velkomsttaler fra Frivilligrådets formand Allan Hansen og de to nye værter Sara Bek, forperson for Voksenudvalget, og Alex Vejby Nielsen, næstformand for Seniorudvalget, kunne årets vindere af de to Frivilligpriser endelig kåres. Den ene til en enkeltperson, den anden til en forening eller aktivitet.
Årets vindere af Frivilligprisen 2026
Frivilligprisen 2026 til en frivillig ildsjæl, der har gjort en særlig indsats gik til Gerrit Frederik Ipskamp, som de fleste bare kalder Frits. Han er nomineret for sin utrættelige indsats på Bakkeager Plejecenter. Efter at have mistet sin hustru valgte han at blive en aktiv del af fællesskabet, og i dag er han en frivillig ildsjæl, som med omsorg, nærvær og hjælpsomhed gør en mærkbar forskel for både beboere, pårørende og medarbejdere.
Frivilligprisen 2026 til en forening eller en aktivitet, der har skabt noget helt særligt, gik til Efterladte efter selvmord, Cafégruppe Vejle, der er nomineret for deres store indsats for mennesker i en af livets sværeste situationer. De frivillige tovholdere Mette Dam Jørgensen og Jonna Højvang skaber et trygt og fortroligt rum, hvor efterladte kan møde andre, dele erfaringer og opleve forståelse, fællesskab og håb. Her er der plads til både savnet, de svære følelser og håbet om at finde fodfæste igen.
Et stærkt felt af nominerede
Frivillig Fredag er først og fremmest en påskønnelse af det store arbejde, der bliver udført i de frivillige sociale foreninger i Vejle Kommune, og igen i år var det et stærkt felt, der kæmpede om de fornemme priser. Der blev indsendt 23 indstillinger, og af dem har arbejdsgruppen nomineret otte kandidater, der har gjort en særlig indsats enten som enkeltperson eller som forening eller aktivitet. Og det var ikke nogen nem beslutning for Frivilligrådets arbejdsgruppe at vælge de otte nominerede ud, ej heller for Senior- og Voksenudvalget at vælge de to vindere.
Speed dates og højt humør
Da priserne var blevet delt ud, var det op at stå for de 300 deltagere. De blev nemlig inviteret på speed date, og det var nyt for mange. Der blev hilst på og delt gode oplevelser om det at være frivillig, mens glade stemmer og store hjerter fyldt hele salen.
”Jeg har selv været frivillig i Dansk Flygtningehjælp. Det gav så meget – også til mig selv, og den følelse kan jeg virkelig mærke her i dag. Selv om vi kun kan kåre to vindere, synes jeg det er vigtigt at sige, at ALLE her er vindere,” siger Alex Vejby Nielsen, næstformand for Seniorudvalget i Vejle Kommune.
En dejlig fredag i frivillighedens tegn blev afsluttet med et underholdende show fyldt med musik, komik, parodier og anekdoter af Anders Bircow – ham fra Linje 3.
Om frivilligpriserne
Frivilligpriserne gives som en stor anerkendelse af en person og en forening eller aktivitet inden for børn og unge-, senior- og voksenområdet, der har gjort en særlig indsats. De uddeles hvert år i forbindelse med den årlige Frivilligfest, der afholdes i forbindelse med den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag.
Sidste år blev priserne fordelt sådan:
- Enkeltperson: Anna Lise Trads, Mødrehjælpen Vejle Lokalforening
- Forening eller aktivitet: Herreværelset i Give

Vinderne af Frivilligprisen 2026.



